torsdag den 10. maj 2012

Med "undervandsfly" til London

Klar til afgang på Gare du Nord
At tage Eurostar-toget fra Paris til London, under den engelske kanal, er som at skulle flyve - og prisen er stort set den samme. Jeg må slippe 670 kr. for billetten trods min Interrail-billet. Normalprisen er godt 1.100 kr. Fordelen er at man starter midt i Paris og ender midt i London - ingen ekstra transport til og fra en lufthavn. Forbindelse fra Paris finder man på banegården Gare du Nord. Her skal man tjekke ind mindst en halv time før afgang, og ellers fungere det meste som i en lufthavn, med to gange paskontrol og et sikkerhedscheck. Det er endda en gate man kaldes ud til og ikke en perron. Komforten i toget noget bedre end i et lavpris-fly, og turen tager bare halvanden time - der iblandt tyve minutter i mørke under kanalen. Som de skriver i brochuren - prøv ikke at holde vejret!
22. marts ankommer jeg til den flotte St. Pancras station i det centrale London, hvorfra turen går videre mod turens endestation i Cardiff, Wales.

Solnedgang på Ile de la Cité

Ile de la Cité er den største af de to øer i Seinen midt i Paris. Jeg har mange favoritter i Paris – men denne er helt speciel. På den vestvendte spids af øen finder man en lille hyggelig park, som dog lukkes af om aftenen – men udenom selve parken kan man gå langs Seinen på den brostensbelagte bred. Her samles parisiske kærestepar og venner for at nyde solnedgangen, en flaske vin eller måske en picnic. Dette punkt er stort set så centralt man kan befinde sig i smukke Paris, og alligevel er her roligt og ingen trafik – bortset fra de jævnligt passerende turistbåde. Der er plads til afkobling og eftertænksomhed. Her føler man livet lidt mere – prøv selv!

tirsdag den 8. maj 2012

De smukke dyr

Indgangspartiet til udstillingen på Grand Palais
Én af grundende for at jeg valgte at tage turen tilbage til Paris efter Belgien, var åbningen af udstillingen Beauté Animale (de smukke dyr) på Grand Palais museet nær Champs-Elyses. En udstilling af værker hvor dyrene er hoved-elementet i kunsten. Både malerier, skitser og skulpturer. Entréen er 11 euro, og en audioguide til yderligere 5 euro er klart at anbefale da det hele får en ekstra dimension med en forklaring. En fin udstilling som er et besøg værd hvis du kommer til Paris inden 16. juli som er slutdatoen for denne udstilling.
Se mere på: www.grandpalais.fr

Lulu Berlu - Ta' en tur i tidsmaskinen

Spiderman, He-man og Ninja Turtles. Lulu Berlu med den knaldgule facade på 2 rue du Grand Prieuré i det 11. arrondissement, er en sand tidsmaskine hvor du kan tage turen tilbage til drengeværelset, og møde alle de gamle helte igen! Det er ren nostalgi i spandevis. Her finder du alt fra de små grønne plastiksoldater til smølfer og Star Wars-legender. ALT er samlet her og alt kan købes. Priserne er dog steget siden dengang, og afhænger af om legetøjet er brugt eller stadig i original indpakning. Butikken er dog et kig værd uanset om du har tænkt dig at købe noget og der er garanti for gode minder! Se mere på: www.lulu-berlu.com

Hostel Square Caulaincourt - på den rigtige side

Aftenstemning i nabolaget omkring Caulaincourt
Dette lille hostel/hotel ligger på den rigtige side af Montmartre – dér hvor man finder den autentiske Pariser-stemning, med de små hyggelige fortorvscaféer, og ikke den ekstremt turistprægede og til tider småskumle stemning på ”forsiden”, på vej fra centrum op mod Sacre Coeur. Alene beliggenheden gør at jeg vil overveje dette hostel en anden gang. Herfra kan man på bare fem minutter gå op til Sacre Coeur og nærmeste metro ligger lige om hjørnet. Det kræver dog et par skift for at nå centrum. Selve hostellet er nogenlunde standard og her er hvad hvad man skal bruge. Eneste minus er at der ikke er wifi selve værelserne, men det kan benyttes omkring receptionens fælles computere. Se mere på: www.caulaincourt.com

søndag den 8. april 2012

Taktiske overvejelser og en "Lille" forsinkelse

Pitstop i Lille
Det er på tide at tage afsked med Leuven, Julia og Simon. Jeg har overvejet diverse byer i Belgien og Frankrig som næste destination, men vælger at tage tilbage til Paris, da det også er herfra jeg et par dage senere skal med Eurostar toget til England, og videre til Wales.
Turen går først og fremmest til hovedbanegården i Bruxelles, hvor de første taktiske overvejelser skal gøres. Fra Bruxelles kan jeg tage direkte til Paris via en pladsbillet der koster 30 euro. Jeg vælger dog at tage over byen Lille, hvilket er godt en tredjedel af prisen. Pladsbilletten til Lille koster 5 euro, og så 6 euro for at komme det sidste stykke til Paris. Dermed en besparelse på 19 euro (ca. 145 kr.), så det kan ind imellem godt betale sig at overveje mulighederne.

Helt andre overvejelser er det dog da jeg på banegården bliver kontaktet af en tilfældig mørk mand som spørger om jeg skal til Paris? Det må jeg jo erkende, og får så tilbudt at jeg kan køre med ham og hans to venner da de skal dertil i bil. Jeg ser kort en spændende alternativ rejse-artikel for mig, men jeg vil også gerne være sikker på at kunne skrive den, så jeg takker pænt nej.

Teori og praksis
Taktiske overvejelser er én ting – praksis er noget andet. Mit tog til Lille viser sig at blive næsten tyve minutter forsinket! I Lille ligger der to store banegårde tæt på hinanden, og jeg skal gå godt ti minutter med fuld oppakning fra den ene til den anden for at fange toget til Paris. Det viser sig at være umuligt at nå på grund af forsinkelsen. Jeg kan heldigvis få byttet min forudbestilte pladsbillet til næste afgang mod Paris – med afgang fra den banegård jeg netop kom fra!

Dermed lidt ekstra motion og en ”Lille” forsinkelse inden jeg når tilbage til Paris, hvor jeg finder mit hjem for de næste to dage; Hostel Caulancourt ved Montmartre – bare fem minutters gang fra smukke Sacre Coeur.

lørdag den 31. marts 2012

Brügge - Belgisk når det er bedst!

Siden jeg så den sorthumoristiske komedie-thriller ”In Bruges”, har jeg gerne ville besøge den middelalderlige by Brügge. Byen ligger ud mod Nordsøen, og er hovedstaden i provinsen Vestflanderen, som er en del af den flamske region i Belgien – hvilket vil sige at der ligesom i Leuven snakkes hollandsk. Med skift i Bruxelles er det en tur på godt to timer i tog, så oplagt til en mandagstur, mens mine værter i Leuven er på arbejde og studerer.

Den mest attraktive del af Brügge er den gamle bydel, som også er at finde på UNESCO's Verdensarvsliste. Den centrale del af byen kan bedst beskrives som en middelalder-udgave af Amsterdam. De mange kanaler flankeres af brostensbelagte gader og smalle murstenshuse. Idyllen er i top!
Efter en tur ned ad hovedgaden beslutter jeg mig for at køre belgisk tema, og hvad er Belgien især kendt for? Pommesfrites, øl, chokolade og vafler!

Frites Museum Brugge

Frites Museum Brugge
Første stop er noget så kuriøst som et pommesfrites museum. Pommesfrites i Belgien er som tidligere nævnt en tradition, og en helt normal hverdags-ting i det belgiske køkken. ”Friet Museum Brugge” finder man bag et forholdsvis diskret indgangsparti, på Vlamingstraat 33 i hjertet af byen. Museet fortæller historien om opdagelsen af kartoflen, dens mange sorter og anvendelsesmuligheder samt hele traditionen med pommesfrites i Belgien. Det kan ikke betegnes som et ”must-see”, men med en entré-billet til 6 euro (ca. 45 kr.) kan man godt føle sig underholdt en times tid. Det mest interessante er de udstillinger med de utallige, forskellige køkkenredskaber til at lave pommesfrites i sit eget køkken, samt retro-reklamerne for pommesfrites-takeaways. I kælderen under museet finder man desuden en pommesfrites-kantine med mulighed for at få rabat på entré-billetten. Jeg har dog lige spist frokost.

Delikatesser
The Chocolate Crown
Desserten finder jeg, efter en times foto-vandring rundt i de hyggelige gader, hos The Chocolate Crown, som proklamere at have ”the best quality of real belgian chocolate”. Det må være godt nok til mig. Indenfor i den fornemme chokolade-forretning kæmper syns- og lugtesansen om opmærksomheden, og dilemmaet opstår; Skal man vælge mellem bjergene af chokoladebrud eller snuppe en vaffel? Jeg ender med den ultimative kombination – en friskbagt, lun, belgisk vaffel med chokolade-sauce. Velbekomme!

The Beer Wall
Verdens største barskab?
Vaflen lever til fulde op til det gode ry om ægte belgiske vafler, men jeg har alligevel brug for noget at skylde ned med. Hjælpen kommer da jeg lidt tilfældigt havner på Wollestraat, hvor jeg støder på ”The Beer Wall”. Langs en murstensvæg hænger hvad må være et af verdens største barskabe, og bag glasfronten er udstillet intet mindre end 1130 forskellige belgiske øl, samt tilhørende glas!
Brugse Zot
For enden finder man en lille hyggelig bag med tilhørende terasse, med udsigt over én af de mange kanaler. Baren har dog langt fra alle disse øl til salg, men et mindre udvalg af forskellige gode belgiske øl. Jeg spørger efter en god lokal øl, og får en ”Brugse Zot”. En lys ale, og den eneste øl der brygges og lagres i Brügge. Øllen vandt guld ved World Beer Cup i 2006, og kan i den grad anbefales hvis man befinder sig på disse kanter, ligesom baren, som bartenderen fortæller mig er fire år gammel.

Jeg drikker ud og finder vej tilbage til stationen. På vejen tilbage mod Bruxelles hopper jeg lidt spontant af i Gent som skulle være værd at se - dog kun for at få noget aftensmad. En Bickyburger med pommesfrites – belgisk når det er bedst!

Se mere info her: