Brügge - Belgisk når det er bedst!

Siden jeg så den sorthumoristiske komedie-thriller ”In Bruges”, har jeg gerne ville besøge den middelalderlige by Brügge. Byen ligger ud mod Nordsøen, og er hovedstaden i provinsen Vestflanderen, som er en del af den flamske region i Belgien – hvilket vil sige at der ligesom i Leuven snakkes hollandsk. Med skift i Bruxelles er det en tur på godt to timer i tog, så oplagt til en mandagstur, mens mine værter i Leuven er på arbejde og studerer.

Den mest attraktive del af Brügge er den gamle bydel, som også er at finde på UNESCO's Verdensarvsliste. Den centrale del af byen kan bedst beskrives som en middelalder-udgave af Amsterdam. De mange kanaler flankeres af brostensbelagte gader og smalle murstenshuse. Idyllen er i top!

Efter en tur ned ad hovedgaden beslutter jeg mig for at køre belgisk tema, og hvad er Belgien især kendt for? Pommesfrites, øl, chokolade og vafler!

Frites Museum Brugge


Frites Museum Brugge

Første stop er noget så kuriøst som et pommesfrites museum. Pommesfrites i Belgien er som tidligere nævnt en tradition, og en helt normal hverdags-ting i det belgiske køkken. ”Friet Museum Brugge” finder man bag et forholdsvis diskret indgangsparti, på Vlamingstraat 33 i hjertet af byen. Museet fortæller historien om opdagelsen af kartoflen, dens mange sorter og anvendelsesmuligheder samt hele traditionen med pommesfrites i Belgien. Det kan ikke betegnes som et ”must-see”, men med en entré-billet til 6 euro (ca. 45 kr.) kan man godt føle sig underholdt en times tid. Det mest interessante er de udstillinger med de utallige, forskellige køkkenredskaber til at lave pommesfrites i sit eget køkken, samt retro-reklamerne for pommesfrites-takeaways. I kælderen under museet finder man desuden en pommesfrites-kantine med mulighed for at få rabat på entré-billetten. Jeg har dog lige spist frokost.

Delikatesser

The Chocolate Crown

Desserten finder jeg, efter en times foto-vandring rundt i de hyggelige gader, hos The Chocolate Crown, som proklamere at have ”the best quality of real belgian chocolate”. Det må være godt nok til mig. Indenfor i den fornemme chokolade-forretning kæmper syns- og lugtesansen om opmærksomheden, og dilemmaet opstår; Skal man vælge mellem bjergene af chokoladebrud eller snuppe en vaffel? Jeg ender med den ultimative kombination – en friskbagt, lun, belgisk vaffel med chokolade-sauce. Velbekomme!

The Beer Wall

Verdens største barskab?

Vaflen lever til fulde op til det gode ry om ægte belgiske vafler, men jeg har alligevel brug for noget at skylde ned med. Hjælpen kommer da jeg lidt tilfældigt havner på Wollestraat, hvor jeg støder på ”The Beer Wall”. Langs en murstensvæg hænger hvad må være et af verdens største barskabe, og bag glasfronten er udstillet intet mindre end 1130 forskellige belgiske øl, samt tilhørende glas!

Brugse Zot

For enden finder man en lille hyggelig bag med tilhørende terasse, med udsigt over én af de mange kanaler. Baren har dog langt fra alle disse øl til salg, men et mindre udvalg af forskellige gode belgiske øl. Jeg spørger efter en god lokal øl, og får en ”Brugse Zot”. En lys ale, og den eneste øl der brygges og lagres i Brügge. Øllen vandt guld ved World Beer Cup i 2006, og kan i den grad anbefales hvis man befinder sig på disse kanter, ligesom baren, som bartenderen fortæller mig er fire år gammel.

Jeg drikker ud og finder vej tilbage til stationen. På vejen tilbage mod Bruxelles hopper jeg lidt spontant af i Gent som skulle være værd at se - dog kun for at få noget aftensmad. En Bickyburger med pommesfrites – belgisk når det er bedst!

Se mere info her:

Frites Museum Brugge

The Chocolate Crown

Dansk triumf i belgisk bowling!

Jeg vender mig om for at se efter belgiske talentspejdere. Jeg har lavet endnu en strike og fører stort. Jeg kan allerede se avisforsiderne for mig, hjemme i Danmark dagen efter. Med store fede bogstaver ”DANSK TRIUMF I BELGISK BOWLING” og et billede af mig selv, liggende på knæ, og med armene triumferende i vejret, i bedste Poul Erik Høyer stil. Jeg har gjort Danmark stor ære.

Spontan landskamp
Det er søndag aften, og på vej til en spontan bowling-aften med Julia og Simon, tager vi deres ven, og Julia's tidligere studiekammerat, Efe med. Efe er fra Tyrkiet nær Ankara, og er ligesom Julia kommet langvejs fra for at studere i Leuven. Efter en gåtur gennem centrum, finder vi den lille intime bowlinghal, som er langt fra de polerede bowling-mekka'er vi finder de fleste steder i Danmark. Dette minder mere om en bowling-klub, hvor der i hjørnet er en bar, og hvor de fleste af låneskoene godt kunne trænge til en udskiftning. Men det er hyggeligt, og der er lagt i kakkelovnen til en landskamp af rang, med en bolivianer, en belgier, en tyrker og en dansker.

Jeg har flere gange på vej til bowlinghallen understreget at det er sjældent jeg bowler, men efter strikes i fire af de første seks runder, ser mine modspillere på mig med en blanding af mistro og beundring. Jeg har ramt formen på det helt rigtige tidspunkt, og ender efter i alt fem strikes og respektable 157 points, som klar vinder. Vi får nogle øl og bliver enige om et spil mere.

Her bliver det mere tæt og med et overraskende comeback i allersidste runde, hiver Efe en smal sejr hjem til Tyrkiet i returopgøret. Regningen for to runders bowling og syv øl lyder på i alt godt sølle 250 kr. Det kunne de godt lære noget af derhjemme.

En kold tyrker?

Vi smutter en tur over gaden til en blanding af en studenter-bar og et spillested for amatørbands. Selv en søndag aften er der godt fyldt. Efe spørger mig ængsteligt til ølpriserne i Sverige, hvor han efter sommeren skal læse videre i Stockholm i et år. Jeg kan desværre ikke berolige ham, og jeg kan også bekræfte ham i at det er koldt om vinteren. I Leuven syntes de øl til 2-3 euro (15-22 kr.) er dyrt, fordi de på studenter-barerne nogle gange koster under 1 euro. Efe spekulere sikkert allerede på om han først fryser ihjel eller dør af tørst i Sverige!

Boliviansk temadag

Det er dagen derpå – et godt stykke op ad dagen derpå, for at være mere konkret. Aftenen forinden bød på fest i international atmosfære, men jeg har dog undgået internationale tømmermænd. Jeg lister jeg mig ned af den stejle træstige fra førstesalen i det lille byhus. Mine midlertidige roommates er i gang med at forberede vores morgenmad – eller det vil sige at Julia er i gang. Der er dømt boliviansk temadag, og Julia vil lærer Simon, Olivier og jeg at lave ægte sydamerikanske empanadas, som kort fortalt er fyld indbagt i en helt enkel dej, der pakkes og steges i olie. Julia har på forhånd lavet to slags fyld. Den ene er en kødblanding med grøntsager og krydderier, og den anden består af ost, skinke, majs og løg.

Det menes at Empanadas oprindeligt stammer fra Spanien, men de findes verden over i diverse varianter, og er meget brugte i sydamerika. Dejen består primært af vand, mel og salt, og afhængigt af hvilket land og område man befinder sig i, bruges forskelligt fyld. I Bolivia bruges enten oksekød, svinekød eller kylling, og ofte kartofler. Empanadas bruges mest som en snack eller et mellemmåltid, som f.eks. efter en bytur.

Kunsten at folde empanadas

Den sydamerikanske musik sættes på, spisebordet bliver dækket med mel, og så skal dejen bare rulles ud, skæres til og foldes foldes – hvilket Julia får til at se legende let ud. Det gælder om at lukke dejen sammen til en halvmåne og derefter folde kanten, så der danner sig et fint mønster, der holder dejen lukket. Lad mig sige det sådan, at jeg bliver nok aldrig udtaget til landsholdet i empanadas-foldning, men der sker dog små fremskridt efter en 5-6 forsøg. Vi er godt sultne da morgenmaden står færdig hen på eftermiddagen, men det er ventetiden værd. De sprøde Impanadas er fantastiske og mætter utroligt meget – så aftensmaden står til stor glæde på samme menu.

International festaften i Leuven

Der findes ikke en by med respekt for sig selv uden minimum én irsk pub. Irerne må være det folkefærd der hjemlandets størrelse taget i betragtning, har formået at sprede deres kultur mest muligt. Hjemme i Irland er St.Patricks Day en kæmpe folkefest med parader, grønne hatte og litervis af Guinness, men den bliver også hvert år fejret på behørig vis verden over. Saint Patrick er manden der er krediteret for at have bragt kristendommen til Irland, men for de fleste har det ikke længere meget med religion at gøre, men mere med rigelige mængder øl og højt humør.

En oplagt anledning
I år falder St. Patricks Day på lørdag den 17. marts – netop som jeg er ankommet til Belgien. Da mine værter, Julia og Simon, også har fået Simons tidligere studiekammerat Olivier på besøg, foreslår jeg derfor at vi finder en irsk pub og ser hvad der sker. Mine tre nye venner kender overraskende nok ikke meget til denne anledning til at feste med det irske folkefærd, men finder efter en hurtig søgning på nettet, ud af at der ligger en enkelt irsk pub i centrum af Leuven.

Efter et godt indhug i Simons obligatoriske kasse Stella Artois øl, sætter vi kurs mod pubben "Thomas Stapleton", og jeg får anerkendende blikke da vi runder et hjørne og finder pubben. Den er proppet til randen med feststemte mennesker. Vi får banet os vej til baren hvor vi får os nogle gode irske øl og nyder stemningen. Den aldrende dj gør ihærdige forsøg på at piske humøret endnu mere i vejret, med en blanding af retro hits og gamle irske klassikere. Det sorte Guinness-øl er en hård prøvelse for mine nye kammerater, så jeg måde tage en hjælpende tår. Med to belgiere, en bolivianer og en dansker der fejre en irsk folkefest sammen, kan man i den grad tale om en international festaften.

Stella's hjemby er studenternes paradis

I elleve år har jeg kendt Julia, men aldrig mødt hende, før jeg lørdag den 17. marts møder hende på banegården i Leuven, i Belgien. Vi fik kontakt via hjemmesiden virtualtourist.com, som er en slags rejseversion af Facebook, hvor man deler rejsetips og billeder. Julia er fra Bolivia i Sydamerika – langt fra Belgien. Efter studier i Holland er hun nu ved at skrive sin afhandling til industriel ingeniør på universitetet her i Leuven. Her har hun også har fundet en belgisk kæreste, Simon, som hun fornylig er flyttet sammen med.


Universitetsbiblioteket i Leuven

Belgisk øl

Leuven ligger 30 km. øst for hovedstaden Bruxelles. Jeg kender ikke meget til byen, men genkender straks Stella Artois' karakteristiske logo da toget triller forbi det lokale bryggeri lige inden stationen. Bryggeriet laver kun én øl – den lyse lagerøl af samme navn, som eksporteres til 80 lande, og som er en af de bedst sælgende øl i verden. Måske skyldes noget af øllens udbredelse at Leuven er fyldt med studenter – både belgiske og udenlandske. Byen er om noget studenternes paradis, hvor studenterbarerne ligger side om side og hvor øllene fås for 1 euro! (7,50 kr.). Faktisk er størstedelen af beboerne i centrum studenter og byen kan prale af at have ”Belgiens længste bar” - som dog er en lang række af barer på stribe, rundt om pladsen Oude Markt (det gamle marked).

Skulpturen "Totem"

Hygge på Mussenstraat

Julia fortæller mig om byen og viser mig vej hjem til deres gamle byhus på Mussenstraat, som er en hyggelig lille brostensbelagt sidegade, hvor det eneste man kan høre fra byen er lyden af klokkerne fra de mange kirker i centrum. Julia og Simon er begge midt i tyverne og har fornylig overtaget det lille hus hvor de nu venter på at få installeret ny vandvarme, hvilket gør at bad for tiden foregår på god gammeldags manér, med at koge vand. En slidt trætrappe, eller nærmere en stige fører op igennem en lem i loftet til førstesalen hvor der er to værelser. Det hele er meget rustikt men super hyggeligt!

Simon arbejder med test af bildele for et firma lidt udenfor byen, mens Julia har travlt med afhandlingerne og derudover nogle hollandske sprogkurser. Hollandsk er hovedsproget i den nordlige del af Belgien, mens der i den sydlige del tales fransk og i et mindre område mod øst, tysk.

En rundtur med forfriskninger

Efter en snak på engelsk, viser mine nye værter mig rundt i centrum af Leuven, som er middelalderlig præget med mange flotte bygninger. På pladsen Ladeuzeplein foran det imponerende universitetsbibliotek, skiller en skulptur sig ud fra resten af byggestilen. En 23 meter høj nål af stål spidder en bille mod himlen. Skulpturen var en gave til byen fra det katolske universitet i Leuven, da det fejrede sit 575 års jubilæum i 2000. En udfordring for dumdristige studenter er at kravle op ad skulpturen når der er kommet lidt for meget Stella Artois indenbords.

Bicky Burger og belgiske pommesfrites

Vi springer klatreturen over, og prøver i stedet to lokale delikatesser for at jeg skal mærke at jeg er kommet til Belgien. Pommesfrites er ikke bare tilbehør i her. Går man ind til en af de specielle takeaways er pommesfrites hovedretten, hvorefter man så vælger hvad man vil have til, f.eks. den meget populære Bicky Burger. En burger der er så populær så man kan få chips med Bicky Burger smag. Efter en god gang belgiske fritter, skylder vi ned med den lige så populære Kwak-øl, som hedder sådan pga. lyden der kommer fra det timeglasformede glas, der er sat fast i det lille stativ af træ man drikker fra. Velkommen til Belgien!

Bonsoir madame

Som solen går ned over Paris, tændes lys i tusindvis og danner en fantastisk skyline, set herfra trappen ved Montmartre. Bag mig troner Sacre Coeur kirken over byen, badet i lys fra de stærke spots, som på afstand får den til at se nærmest selvlysende hvid ud. Her er smukt om dagen – fantastisk smukt om aftenen! En af mine absolutte favorit-steder i byen. Her ser man det hele lidt fra oven og så koster det ikke noget. På trapperne sidder lokale og turister og nyder udsigten og underholdningen. En fodbold-jonglør som viser teknik i verdensklasse, udfører som så mange gange før sit halsbrækkende show på en betonpille. Et show som denne aften også inkludere en klatretur op i en høj lygtepæl, med bolden ballancerende på hovedet. Senere tager melankolien over da en mand med guitar, højtaler og mikrofon disker op med den ene klassiker efter den anden på opfordring fra publikum. Imens løber adskillige lokale rundt og udnytter muligheden for at sælge billige øl. Stemningen er i top. Kombinationen af udsigten og musikken giver tid til eftertænksomhed.

The Moose

En time og et par kolde øl senere sætter jeg kursen mod en helt anden favorit. Den canadiske bar, The Moose, har siden opdagelsen i 2003 været besøgt ved hvert ophold i byen, og har lagt lokaler til mange gode aftener og middage.

Baren er som så mange andre i Paris den perfekte blanding af en restaurant og en rigtig gå-i-byen-bar. I de første år jeg kom der var stemningen meget sports-bar med mange referencer til ishockeysporten, men den har igennem årerne gennemgået nogle forandringer, og i dag er den lidt mere trendy, selvom der stadig lægges vægt på live sport på skærmene. Menukortet indeholder både de klassiske café-burgere og sandwiches, men naturligvis også flere canadiske specialiteter, som f.eks. Poutines, som er grove pommesfrites med brun sauce og tre slags smeltet ost over. En kold Moosehead Beer til er selvfølgelig obligatorisk.



The Moose

In the middle of nowhere

Flere amerikanske gæster denne aften følger intenst en college kamp i basketball på skærmen bag baren og ind imellem høres behersket jubel.

Efter et par Moosehead og Mojito'er vælger jeg at finde et RER-tog til Jean-Pierres lejlighed inden det er for sent – modsat metroen som indenfor de senere år har fået forlænget køretiden, har RER-togene seneste afgang omkring halv ét tiden. Jeg hopper på toget og glæder mig til noget søvn. Men toget passere min station ved LaPlace – og den næste – og den næste. Først på tredje station efter kan jeg komme af, og så står man dér, i en forstad til Paris over midnat, og sidste tog tilbage mod byen er kørt. Der er ikke meget liv udenfor stationen, men jeg får øje på en ung pige der øjensynligt er på vej i byen. Bonsoir madame, hvor jeg kan finde en taxa? Hun fortæller at jeg kan tage den samme bus som hende tilbage mod byen, og den flinke chauffør lader mig endda køre gratis med. Så det bliver alligevel ikke til en nat under stjernerne, på en bænk i en Parisisk forstad.

Pariser for en aften

Paris by night

Det er torsdag aften i Paris, og jeg har netop fået en besked fra min franske vært Jean-Pierre. Han bliver lidt forsinket til vores middag på restaurant Le Brise Miche.. og vi bliver forresten syv. På nogle punkter er der store kulturforskelle fra Danmark til Frankrig. Hvor vi hjemme oftest skal have en anledning for at tage ud og spise, er det meget mere uformelt og afslappet i Frankrig, og i mange andre lande syd på for den sags skyld. Man bruger meget mere det at holde en spontan sammenkomst i en park eller på en restaurant med venner og venners venner – også på hverdage.



Pompidou Centret

Alle er velkommen
Jeg finder restauranten som ligger lige ved siden af Pompidou Centret, i det populære Beaubourg-område, i hjertet af Paris. En forholdsvis lille og meget enkelt indrettet, men hyggelig restaurant, hvor det er tydeligt at der er mere fokus på maden end på fancy indretning. Fire af Jean-Pierres venner sidder allerede ved bordet da jeg kommer. Jeg præsentere mig hilser på Jean-Pierres tidligere arbejdskollega, hans tidligere arbejdskollegas ven og hans tidligere arbejdskollegas vens fætter, samt en veninde. Alle er velkommen til denne spontane middag. Efterfølgende kommer Jean-Pierre og hans veninde også til, og efter at de traditionelle franske kindkys er uddelt, tages der fat på den vigtigste opgave ved en fransk middag – valget af vin! Maden er vigtig, men selv uden de store fransk-kundskaber kan man sagtens fornemme at vinen betyder noget helt specielt for franskmændene. Efter et intenst ”team-møde” som ved en time-out i en håndboldkamp, falder valget på en Boujoulais fra 2009 samt en anden rødvin. Nu er jeg ikke den store vin-ekspert, men valgene er absolut godkendte fra min side.

Man er vel i Frankrig
Menukortet er ligesom restauranten enkelt og med få men gode retter. Nu er man vel i Frankrig, så jeg vælger and til hovedret og en Crème-brûlée til dessert. Anden er rigtig lækker. Crème-brûléen er så vidt jeg husker min første, og det varer nok nogle år inden den skal prøves igen. Den første mundfuld af vanille-creme smager godt, men portionen er nok dobbelt størrelse af den normale, og med en konsistens som blødt smør med et sprødt sukkerlag på toppen, ligger den tungt. Jeg kæmper mig igennem mens samtalerne med Jean-Pierres venner foregår på engelsk.


Den "afghanske bar"

Efter en dejlig middag foreslår Jean-Pierres ven ”kaptajnen”, som bliver kaldt sådan fordi han ligner Kaptajn-Haddock fra TinTin, at vi tar videre til noget så unikt som en afghansk bar i den 14. arrondissement i udkanten af byen.
Så går det gennem Paris by night i den velkendte franske trafik, hvor man nogle gange holder vejret en ekstra gang når vejen snævre ind og hver billist prøver at kæmpe sig foran. Turen går fra Pompidou-centret og forbi attraktioner som Notre Dame og Pantheon kirken, som er smukt oplyste i mørket. Ved ankomst til vores destination udbryder Jean-Pierre "la belle place” og svinger på få sekunder den gamle Citroen ind i en perfekt parallel-parkering. Da jeg efterfølgende kigger bag bilen er der højst få centimeter til kofangeren bagved – men det er rigeligt plads i Paris.

En snert af Afghanistan
Den ”afghanske bar” skyldes af den franske værtinde tidligere var bosat i Afghanistan, og baren er et rodet mix af fransk og afghansk kultur, men meget autentisk og hyggeligt. Jean-Pierre byder på en speciel form for pærer-snaps, som varmer godt. Der er begrænset plads i baren, så vi får lov at flytte borde og stole ud på gade-hjørnet. Der sidder vi så en lun aften på en stille sidegade i Paris og nyder en god drink og godt selskab, og for et øjeblik føler man sig som ægte Pariser for en aften.

Gratis på Louvre

Kun første gang jeg var i Paris med folkeskolen besøgte jeg det berømte Musée du Louvre. For det første skal man bruge det meste af en dag derinde hvis man vil nå at se bare en lille del. For det andet har jeg mest besøgt byen om sommeren hvor køen til museet er vanvittigt lang. Men da min franske vært er så venlig at give mig en fribillet, hvilket betyder ingen kø, så beslutter jeg mig for at kigge forbi Mona Lisa og de tusindvis af andre værker.

For Louvre er stort, ufatteligt stort, og indrømmet – jeg er nu engang mere til moderne kunst, selvom jeg godt kan se det imponerende i mange af værkerne. Selve museet er delt op i tre hoved-sektioner, hvor jeg denne gang kun når at udforske den ene. Foran Mona Lisa, som er et forholdsvis lille billede buret inde bag sikkerhedsglas, samledes folk og ignorere advarslerne om ingen blitz. Der er langt mere imponerende værker i samme fløj, men efter en time gennem de majestætiske lokaler begynder det meste at ligne hinanden. Jesus, de hellige tre konger, heste. Desuden lokker forårssolen udenfor. Louvre er uden tvivl endnu et ”must see” i Paris, og jeg kommer helt sikkert også tilbage en dag. Men det er med at prioritere sin kostbare tid byen, og udnytte det dyrebare forårsvejr.

At komme ind på Louvre kræver at man går igennem et sikkerhedscheck som i en lufthavn, og rundt i museet er der kustoder og vagter overalt. Men da jeg vil ind i selve museet og vil have stemplet min fribillet, vinker den flinke dame ved indgangen mig bare videre, evt. fordi hun tror jeg er med gruppen foran mig, så jeg ender med at gå helt gratis ind på et af verdens mest sikrede museer, og har nu en fribillet liggende til en anden god gang.

Magisk morgen og den perfekte rute

Min vært er taget på arbejde da jeg vågner i lejligheden. Jeg snupper et bad, pakker kameraet og tager elevatoren ned. Jeg har nøglerne til en lejlighed i Paris i min lomme, og leger med tanken om at det er min.

Morgenmad i solen

Jeg hopper på det første RER-tog mod centrum. RER-systemet rækker modsat metroerne udenfor bygrænsen. Jeg beslutter af stå af ved Jardin du Luxembourg, som er den dejligste park midt i Paris, men inden da runder jeg et boulangeri (bageri) og bestiller på mit bedste franske to croissanter og en pain au chocolat.

Det er nærmest en åndelig stemning over at gå ind i Luxembourg-haven denne morgen. Solen varmer allerede godt og forårsstemningen er i top. Det eneste der indikere at det endnu ikke er sommer, er de få grønne nuancer i parken. Rundt omkring sidder små grupper af folk og snakker, eller lige som jeg nyder deres morgenmad. Jeg kunne sidde her hele dagen med en god bog.

Da jeg ikke har nogle ting jeg skal nå beslutter jeg mig for at bare at gå rundt og nyde stemningen og det fantastiske vejr.



Jardin du Luxembourg

Den perfekte Pariser-rute

Er man ikke ked af at gå kan man følge en perfekt rute gennem byen, der tager én forbi mange af de kendte favoritter – og så er det gratis! Udenfor Jardin du Luxembourg går Boulevard Saint-Michel ned mod Seinen. Her, med udsigt til Notre Dame, ligger Shakespeare & Co. - den mest rustikke og autentiske lille bogforretning du kan finde. (mere om den senere).

Turen fortsætter over den ene halvdel af Seinen og forbi Notre Dame, som i højsæsonen har kø rundt om gadehjørnet, men som i dag er fri tilgængelig, så jeg kigger indenfor. Notre Dame er en af de mange ”must sees” i Paris, men kom tidligt om sommeren og undgå for lang kø.

Den berømte katedral er placeret på Ile de la Cité, som er den største af de to øer i i Paris, og hvor man også finder et hyggeligt permanent blomstermarked. Den mindre Ile St. Louis ved siden af er hjemsted for mange små hyggelige forretninger og caféer, og her har mange kendte franskmænd og udlændinge lejligheder.

Afslapning ved Centre Pompidou

Omkring centrum

Lige på den anden side af Seinen finder man Hôtel de Ville, som ikke er noget hotel, men byens hovedrådhus. Byen er opdelt i 20. arrondissementer (områder) som hver har deres rådhus. Forbi rådhuset når man til det populære Beaubourg-område, hvor det enorme kunst og kultur-museum Centre Pompidou skiller sig ud med sine farvede rør udenpå bygningen. Det er gratis at gå ind i forhallen i centret hvor man blandt andet kan finde et bogforretning med et fantastisk udvalg af bøger om kunst, arkitektur, fotografi og grafisk design.

I samme område som Pompidou-centret ligger Les Halles – et kæmpe underjordisk butikscenter med en park ovenpå. Området er dog for tiden spærret af da det hele gennemgår en total-renovering. Et kæmpe projekt selv efter Parisisk standard. Byens borgere har skulle stemme blandt flere firmaers udarbejdede projekt-forslag, og om de bliver tilfredse vil vise sig om et par år når det står færdigt.



Forårsstemning i Jardin de Tuileries

Lige ud ad avenuen

Fra Les Halles når man ned til Rue de Rivoli, og så er det stort set bare lige ud af avenuen. En strækning der tager dig forbi Louvre og igennem parken Jardin des Tuileries, hvor mange mennesker slikker sol denne eftermiddag. Derefter over Place de la Concorde og op ad gode gamle Champs-Elysés, hvor de imponerende butiksfacader lokker. For enden ligger Trimfbuen, og her er én af de gratis glæder at studere den Parisiske trafik flette ind og ud mellem hinanden i den enorme rundkørsel, uden afstribning og med tolv tilstødende avenuer. Min franske vært forsikre mig om at det skam ikke er noget problem at køre der.

Gå videre ned af Avenue d'Lena, hvor endestationen på ruten naturligvis er Eiffeltårnet. I den tilhørende park Champ de Mars kan du smide dig i græsset, slappe af og nyde udsigten til et af verdens mest berømte vartegn.

Man er vel franskmand

Jean-Pierre blev igennem det franske spil petanque, en ven af familien. Et venskab der går tilbage til en ferie i Frankrig i 1999, og siden er det blevet til flere besøg i både Danmark og Paris. Glem alt om snobbede franskmænd – Jean-Pierre er utrolig gæstfri, og sagde straks ja til at jeg kunne overnatte hos ham på min Europa Tour. Han byder mig onsdag den 14. marts velkommen indenfor i den store lejlighed på 6. sal, i forstaden Arcuil, lige syd for bygrænsen i Paris – ti minutters togtur fra centrum.

Her har han god plads for sig selv, da han for nylig blev skilt og nu kun har datteren hver anden weekend. Jean-Pierre henter et par kolde øl og vi får samlet op på nyheder og gamle minder. Sidst jeg besøgte ham boede han meget centralt ved Place d'Italie i centrum. En lejlighed han stadig ejer, men lejer ud grundet de høje priser, mens han så havde mulighed for at flytte lidt udenfor byen, og meget tættere på jobbet. Han fortæller at boligpriserne i Paris er skyhøje, og at kvadratmeter-prisen på hans lejlighed i centrum ligger på 8000 euro! (ca. 60.000 kr.). Pariserne er begyndt at se problemerne i at rige udlændinge flytter til at trykker priserne i vejret.

Fra Tours til Paris

Jean-Pierre er midt i trediverne og ikke indfødt Pariser. Han er fra byen Tours, godt 200 kilometer sydvest for hovedstaden. Som 17-årig flyttede han længere syd på til Poitiers for at studere, og det er her jeg møder ham første gang. Nye studier trak ham dog til Paris, og her har han nu arbejdet i tolv år for teleselskabet Orange. Først i en teknisk afdeling, men nu i afdelingen for sports-applikationer hvor han er med til at holde både den del af hjemmesiden samt mobil-apps opdaterede. En sidegevinst er fribilletter til blandt andet det lokale storhold PSG's fodboldkampe, samt til French Open i tennis, som han fortæller er et af de mest populære sports-events i Paris.

Bordtennisbolde og petanque-kugler

Udenfor kontoret er han for nylig gået tilbage til en gammel passion, bordtennis, som han spillede til han var tretten år, men stoppede efter modgang. Nu har han genoptaget ”karrieren” så godt som han kan, og sætter mig ind i det smarte ranking-system pr. sms som er opdelt i byer, regioner og hele landet.

Arénes de Lutéce i Paris, hvor der bliver spillet petanque

De seneste mange år er ellers blevet brugt på grusbaner rundt omkring i både Frankrig og resten af verden. Jean-Pierre er og har været en dygtig petanque-spiller, og har vundet både titler og penge. Petanque er ikke blot en hyggesport der spilles til grillfesten – i Frankrig er det en stor sport og i Sydfrankrig nærmest nationalsporten. Der afholdes kæmpe turneringer med flere tusinde spillere, der spilles for mange tilskuere og på live-tv og der vindes mange penge. Det siges at en 20-årig franskmand pt. får 50.000 euro (ca. 375.000 kr.) samt fri lejlighed og et job ved siden af, for at spille for en klub i Nice.

Jean-Pierre tilbyder at lave noget aftensmad men fortæller at han oftest går ud og spiser og ikke ved hvad han har i køleskabet. Alligevel får han hurtigt tryllet en lækker pastaret med rejer sammen – man er vel franskmand. Hans engelske er fint, men ind imellem slå han automatisk over i enkelte franske sætninger. Han sætter mig kort ind i situationen omkring det forestående franske præsident-valg mens vi deler en god flaske vin.

Auf wiedersehen / Bienvenue

Onsdag (14/3) er farvel til Ulm og Tyskland i denne omgang og goddag til Frankrig og Paris. Efter skift i tyske Stuttgart og i alt godt fem timer på skinner, triller toget ved fem-tiden ind på paronen ved Gare du Nord – én af de fire største bangårde i Paris. Jeg smider rygsækkene på og stiger ud i solen. Vejret er fantastisk og det er svært at forestille sig at man en uge forinden gik rundt i snevejr, en aften i München.

Dette er mit 12. besøg i den franske hovedstad, som har en helt speciel plads i mit hjerte. Jeg har haft fantastiske oplevelser her med skolen, gode venner, familie og kæreste. Der er noget unikt over Paris. Det er ikke sikkert det er noget du fornemmer første gang – den skal du bruge på det hav af klassiske attraktioner der er spredt over byen, og som er ”must sees” hvor turist-agtigt det end føles. Men besøger du byen igen og lader dig selv gå på opdagelse i de mange små smalle gader, og stresser af i solen i en af de dejlige parker, så fornemmer du rigtig byens puls og atmosfære. For byen skal tages i ens eget tempo, og det er bestemt muligt selvom trafikken drøner derud af og japanske og amerikanske turister flokkes om diverse monumenter. Paris er så meget mere.

Hvad enten jeg ankommer til byen med bus eller tog er jeg først rigtigt i Paris i det øjeblik jeg træder op fra metrostationen inde i centrum, ved Ile de la Cité eller St. Michel. Duften, trafikken, solen og Notre Dame byder mig ”velkommen hjem”. Efter så mange besøg i byen føler jeg mig faktisk hjemme her. Jeg har gået flere kilometer her end i nogen anden by udenfor Odense, og har ikke længere brug for et kort til at finde rundt. Det giver en frihed til at udforske nye spændende steder eller let finde hen til de elskede favoritter – og dem er der mange af i Paris!

Rødder kan flyttes

Far og søn nyder et stille øjeblik ved Blautopf

Mange mennesker går med drømmen om at rykke rødderne op og drage til udlandet for at opleve en helt ny hverdag. De fleste føler sig dog begrænsede og ude af stand til at forfølge denne drøm. Det kan være pga. arbejdet, huset eller at familien er blevet udvidet, til også at indeholde små versioner af én selv. Men rødder kan flyttes – også de små rødder der vækker én tidligt om morgenen.

Mine værter i Ulm er Morten og Maibritt, og de er beviset på at man kan få tingene til at ske. Da Morten blev ”headhuntet” af telefonselskabet Nokia til at være programmør i den sydtyske afdeling, slog familien til, og det nyrenoverede hus i Tommerup på Fyn blev lejet ud for en treårig periode.

Livet blev pakket ned i en bil med afgang mod det sydtyske, og her er familien efter de første måneder i en midlertidig bolig, faldet godt på plads i en dejlig lejlighed lige udenfor centrum af Ulm. Julius på 4 år ser tysk børne-tv og klarer sig allerede fremragende på tysk, da jeg er med i den lokale børnehave for at hente ham. Børn i den alder lærer meget hurtigt når hverdagen udenfor hjemmet foregår på et fremmedsprog. Josefine på 1 år går for tiden hjemme sammen med mor, da de er på venteliste til flere institutioner i nærområdet. Imens går Maibritt som er uddannet mediegrafiker så og idéudvikler på forskellige projekter, som f.eks. en familieforening for alle de ”Nokia-familier” som er flyttet til Ulm og omeng.

Josefine på 1 år kommer til at lære tysk lige så hurtigt som dansk

Morten er en blandt godt 750 medarbejdere i afdelingen og har en fast hverdag på kontoret med en arbejdsuge på omkring de 40 timer. Når fritiden ikke bliver brugt med familien har han fundet plads på det lokale universitets-ishockeyhold, Ulm Gorillaz. Selvom der ikke umiddelbart er den vilde forskel på Danmark og Tyskland, så dukker der hen ad vejen mange kulturforskellige op. Det kan naturligvis være noget så simpelt som mad, men også den måde hele det administrative system foregår på. Den digitale signatur som vi kender i Danmark er endnu ikke nået til Sydtyskland, så skal man have godkendt eller underskrevet nogle papirer ved kommunen eller i banken må man sætte tid af til at møde op personligt.

Men man tilpasser sig og livet går sin gang på Eberhardtstrasse med panoramaudsigt over verdens højeste kirketårn.

Blautopf - blæk eller Photoshop?

Et gammelt sagn siger at hver dag var der en person der hældte blæk i vandet. Blautopf-kilden skulle være unaturligt blå, hvilket førhen har været baggrunden for mystikken omkring den. Efter at have fået fortalt om kilden af mit værtspar i Ulm, og set billederne på Google, er jeg spændt på at se med mine egne øjne, om det virkelig er rigtigt at en naturlig kilde i Sydtyskland, kan have samme turkis farve som havet ved en strand i Caribien.

Blautopf findes ved den lille idylliske by Blaubeuren godt 16 km. vest for Ulm. Kilden forsyner floden Blau med flere tusind liter vand i sekundet. Da jeg besøger den viser måleren at 2787 liter vand fosser op fra et hul i jorden hvert sekund, hvilket er ret surrealistisk, men langt fra rekordmålingen på 32.670 l/s, målt i 1988. For at sætte det i perspektiv ville det svare til at man ved rekordmålingen kunne fylde et olympisk størrelse svømmebasin på godt 76,5 sekunder!

Og den er god nok! Blautopf-kilden er set i det rigtige lys nærmest unaturligt sprinklervæske-blå, og der er hverken brugt kuglepen eller Photoshop. Den blå farve skyldes den kemi der sker når kalksten forledes i vandet.

Ulm sat på verdenskortet

Hvor f...... ligger Ulm? Det er nok de færreste der kan placere tegnestiften korrekt, hvis de står foran et Europakort uden navne. Men hver by har sine vartegn, sin historie og sin plads på verdenskortet. Faktisk kan de ca. 120.000 borgere i den sydtyske by, i delstaten Baden-Württemberg, prale af op til flere berømtheder. De har verdens højeste kirketårn, verdens skæveste hotel og så er det her at selveste Albert Einstein blev født.

Jeg ved ikke om idéen om at bestige de 768 trin til kirkens top ligefrem er genial, men jeg betaler de 4 euro entreen koster og begiver mig stålsat op ad stentrapperne mod toppen. Det varer ikke længe før lægmusklerne begynder at syrer til, mens jeg bliver mere og mere imponeret over hvordan man har kunne konstruere sådan et enormt bygningsværk i den tid. Vindeltrappernes trin er ved at gøre mig svimmel da der godt halvvejs oppe lyder et kæmpe brag, så duerne nede på gadeplan letter! Hjertet der i forvejen arbejder på højtryk under presset fra den stejle opstigning springer et par slag over. Er det nu jeg skal dø? På et splitsekund når jeg at tænke at hvis det hele braser sammen om ørerne på mig, ville det da i det mindste være en cadeau bogstaveligt talt at blive begravet i kirken med verdens højeste kirketårn. Jeg får dog i næste splitsekund på bedste Einstein-manér regnet mig frem til, at sandsynligheden for at en gotisk kirke der har stået færdig i 122 år, skulle styrte i grus netop inden for de femten minutter jeg er på vej og eller ned, ville svare til at vinde rigtig mange gange i lotto – men igen, alt er relativt!

Jeg fortsætter mod toppen og kan konstatere at udsigten derfra er ligeså imponerende som selve kirkens størrelse og interiør. Indenfor er der plads til intet mindre end 30.000 kirkegængere på én gang. På dette tidspunkt er der kun tre, så der er ro til at få pulsen ned og nyde de farverige glasmosaikker og yderst detaljerede stenskulpturer.

Ligesom kirken har spurven en bestemt plads i Ulm-borgernes hjerter og bevidsthed. Den blev allerede i forbindelse med opførelsen af kirken et symbol for de lokale, på vilje og på at møde udfordringer. Det siges at bygningsarbejderne havde stort besvær med at få nogle lange bærende bjælker ind igennem byporten, da de observerede en spurv med et strå i næbet, som forsøgte at få sin gevinst med igennem et lille hul. Spurven forsøgte igen og igen til den til sidst fandt ud af at vende strået på langs. Det gav inspiration til bygningsarbejderne – og som bekendt står kirken der stadig. Overalt i centrum af Ulm ser man derfor spurve. Som skulpturer og på butiksfacader.

Ulm er som mange andre europæiske byer fyldt med kontraster. Gågaden fra hovedbanegården og ned mod kirken byder på flere store butikker, centre og restauranter, men i den anden del af byen tager idyllen over. En brusende å bugter sig forbi de brostensbelagte små gader med bindingsværkshuse så skæve at et vidst tårn i Pisa ville rette ryggen. Blandt andet ”Hotel Schiefes Haus”, som i 1997 blev optaget i Guinness Rekordbog som det skæveste hotel i verden.

Ulm har lidt af det hele, og den gamle bydel ikke mindst en masse charme. Byen er klart et besøg værd hvis man befinder sig på disse kanter, som f.eks.et udflugtsmål fra München som ligger godt en times kørsel væk i tog. Øvrige større byer i omegnen er Augsburg og Stuttgart. Den lokale Weissbier fra Gold Ochsen bryggeriet kan varmt anbefales – eller som de selv kalder det; Flydende guld.

Søndags-morgen-tanker, kontraster og luksus

Det er en meget stille søndag morgen i centrum af Prag da jeg sadler op med mine rygsække fra Chili Hostel og begiver mig mod hovedbanegården. Jeg undgår så vidt muligt offentlige transportmidler på min tur rundt. Man ser mere når man går, det er billigere og så skulle motion jo være så sundt. Derudover er mange af de Europæiske storbyer faktisk nogenlunde til at komme rundt i til fods, hvis først man har fanget idéen i byens opbygning. Selvom jeg er tynget af en rygsæk både for og bag, får denne måde at rejse på mig til at føle mig fri. Når du ikke et tog når du sikkert det næste, og du kan i teorien tage hvorhen i Europa du har lyst til på dagen. Det er dog selvfølgelig en fordel at planlægge sin rute så der er en hvis sammenhæng mellem destinationer og transportid. Denne gang har jeg dog taget lidt af en omvej til Prag, hvor jeg mødtes med min kammerat, for nu skal jeg tilbage over München hvor jeg kom fra, og videre til Ulm, godt en time længere vest på.

Prags hovedbanegård er et studie i kontraster. Udefra og inde i forhallen ligner den mildest talt en forladt togstation et sted i Ukraine, men tager man rulletrappen til underetagen er man med ét tilbage i nutiden. Efter at have købt pladsbillet kommer jeg i tanke om at jeg ikke længere får brug for mine sidste 200 tjekkiske koruna, hvilket svare til godt 90 kr. For lidt til at det kan betale sig at veksle om, men lidt af en udfordring at få brugt på morgenmad og proviant til turen, da det hele jo som bekendt er ret billigt. Jeg får dog købt diverse drikkevarer, sandwich og müslibarer. For de sidste småpenge kan jeg få et ishockeyblad – men tjekkisk er ikke min stærkeste side, så valget falder på den eneste engelsksprogede avis; USA Today.

Turen til Ulm er med skift i München, og som med turen til Prag foregår de første 4-5 timer derfor med bus. Der dufter godt af nyt læder da jeg stiger ombord i hvad der er noget af en luksusbus. De komfortable lædersæder og skærmene i hver enkelt nakkestøtte lover godt for en behagelig tur. Mens bussen ruller ud af Prag tænker jeg som oftest når jeg forlader en storby; Gad vide hvornår jeg kommer tilbage her igen, og hvordan mit liv ser ud til den tid.

Prag: Chili Hostel - "Ikke så hot endda"

På en min tur rundt i Europa overnatter jeg mange forskellige steder. Fra bekendtes lejligheder til hoteller og hostels. Chili Hostel som jeg har fået anbefalet i Prag er det første ”ægte” backpacker-hostel jeg prøver på denne tur. Forskellen mellem et hotel og et hostel er enkel – på et hostel deler man værelse og bad med andre - som regel da. For der er meget forskel på hostels. Nogle af dem fungere mere som hoteller, og hvor man også kan booke enkeltrum.

Chili Hostel i hjertet af Prag har den rå atmosfære man forbinder med et backpacker-hostel. Lidt slidt, meget enkel indretning og store fælles-lokaler. Jeg booker to overnatninger i et fire-sengs rum til en samlet pris af 140 kr., og har næsten det hele for mig selv, bortset fra en gut som dukker op en nat og smutter om morgenen igen. Chili's største forcer er helt klart de lave priser og den ultra centrale beliggenhed i Prag 1 (byen er delt op i områder, hvor 1 er centrum). Her er man blot ti minutters gang fra steder som national teatret, den berømte Karlsbro og den største turistgade.

Derudover er det ikke helt så hot endda. Rengøringen er ikke i top og der er ekstremt lydt, da de skæve døre ikke kan lukkes ordentligt, og med mange unge mennesker er der meget larm. Derfor er dette hostel nok ideelt til helt unge efter en bytur, men knap så ideelt for (os) lidt ældre der måske gerne vil sove lidt mere en fem timer. Det trækker også ned at ham der øjensynligt er ejeren, næsten ikke engang kan sige farvel da jeg tjekker ud.

Se mere på: www.chili.dj

Prag: Artbanka Museum og Young Art - "Smart eller bare bizart?"

Glemt alt om støvede kustoder og malerier af konger og kronhjorte. Artbanka Museum of Young Art, er i en helt andet boldgade. Ja, til sammenligning vel ikke engang i en gade og helt uden bold. I de fornemme lokaler i dele af Colloredo-Mansfeld paladset i hjertet af Prag, finder man 4000 m2 bizar og provokerende kunst, fra både nyuddannede kunstnere fra individuelle akademier, samt mere etablerede navne. Paladset finder man med indgang fra hovedgaden, lige ved siden Karlsbroen, og for billetprisen på godt 50 kr. får man adgang til de tre fløje som værkerne er spredt ud over.

Det er ikke det hele der virker lige godt, og som med noget kunst kan det nogle gange være svært at se om det er en højbetalt kunster eller et børnehavebarn, der har brugt de kreative evner. Mange af værkerne behøver i hvert fald en forklaring, som f.eks. en hest i naturtro størrelse, iført latexdragt og placeret på meder som en gyngehest. Dette værk skal symbolisere længslen om at bevare ting fra vores fortid og det triste ved barndommens ende.
En af de bedre omend ret provokerende værker er en tre menter høj Jesus-figur iført gynmastikdragt, med armene ud til siden og hængende i ringe kendt fra gynmastiksalen. En kritik af forgudelsen af nutidens atleter og transformationen af dem til morderne tids rollemodeller.

Der er dog lidt langt imellem de rigtig gode værker, men er man til en anderledes oplevelse og kan lide at blive provokeret, så er en tur rundt i de fornemme lokaler den billige entrebillet værd.
Se mere på: www.artbanka.cz

Gladitatorkamp i den spartanske arena

Jeg når lige at få kæmpet mig igennem de tilstrømmende tilskuere og ind i Tipsport Arena da der lyder et brøl fra lægterne, og det lokale hold Sparta Prag tordner på banen omgivet af flammer. Det er slutspilstid, og publikum er opsat på hjemmesejr i den gamle arena. En arena fra 1962, hvor faciliteterne omkring banen minder mere om en blanding af en gammel skole og en slidt banegård. Der er fliser på gulvene, malede betonvægge og gamle glasdøre. Formentlig en kæmpe kontrast til naboerne fra Slavia Prag's topmoderne O2 Arena til 347 millioner euro. Tipsport Arena er dog stor og kan rumme næsten 14.000 tilskuere til hockey. I dag er der godt 10.500, og jeg kan høre størstedelen synge med på den tjekkiske nationalsang, mens jeg finder vej mod min plads på andenøverste etage – en slidt metalbænk hvor udsynet er hindret en smule af en bærende stolpe. Slutspillet er noget helt specielt, og man kan mærke den opildnede stemning blandt de entusiastiske fans – de fleste fra Prag, men også den del medrejsende, blå- og hvidklædte fra modstanderen, HC Kometa Brno. Et hold fra det sydlige Tjekkiet. Sparta Prags historie rækker helt tilbage til 1909, og som et af hovedstadens to hold har de stolte traditioner og misser næsten aldrig slutspillet. I år er det tilmed blevet til en grundspilssejr, så favoritværdigheden ligger tungt på de bordeauxrøde skuldre i denne kamp.

Det er 1. kvartfinale i en serie af 7. Selvom hockeyniveauet er noget højere her i én af Europas stærkeste ligaer, har jeg alligevel givet noget mindre for en slutspilsbillet end hjemme i Odense. Man får som sagt meget for pengene i Prag.

Hjemmeholdet kommer trods stor opbakning fra både publikum og den livlige mascot, en spartansk kriger, sløvt fra start, men ser ud til at leve op til forventninger med nogle hurtige mål i 2. periode. Gæsterne får sig dog kæmpet tilbage og da det hele ser ud til en nervepirrende gang overtidshockey, fuldfører de sensationen og scorer sejrsmålet med bare ét minut tilbage. Sparta-fansene vender øjnene mod hallens tag, mens flere af Kometa's fans har smidt trøjerne i den ene ende af hallen. Trods intenst pres fra Sparta i det sidste minut, kan de til sidst tænde deres romerlys i ekstase.

Det er ikke mange der efterfølgende søger ind i hallens indbyggede fan bar. De fleste har travlt med at finde hen til den nærmeste sporvogn – væk fra ydmygelsen.

Drømme, nostalgi og billige øl

Da James som 18-årig var på en vild fodbold tour med holdet til Prag, havde han aldrig drømt om at han end dag skulle kalde byen for sit hjem. Livet er uforudsigeligt og en misset eksamen hjemme i England for at komme ind på drømme-universitetet, førte ham videre til Paris. Her mødte han senere sin nuværende tjekkiske kæreste, som fik ham med til Prag. Her har han nu boet i fire et halvt år.



Smuk bygningsfacade i Prag

 James havde arbejdet få dage i en skobutik og gik og drømte om udenlandske eventyr, da han en dag bliver ringet op af en bar-ejer fra ”The Hideout” i Paris, der fortæller at han har set hans ansøgning, og at han kan kan komme ned og arbejde hos ham. En drøm der går i opfyldelse, men James høre ikke mere og har svært ved at få kontakt til baren igen. En dag ringer en anden mand – det er barens nye ejer, som tilfældigt har fundet hans ansøgning blandt de stakkevis af uopfordrede – og denne gang sker der noget.

James tager til Paris og må i starten bo på hostel og hos en kollega, i et meget lille ”studio” som de små studenter-lejligheder kaldes. Men drømmen er gået i opfyldelse og han bor nu i en af de mest fantastiske byer i verden. Dette går op for ham da han en nat tager en taxa hjem efter endt vagt i baren, og taxa-chaufføren drejer op ad Champs-Elysés. Tænkt at dette er min vej hjem fra arbejde? At han så havde drømt om udsigt over Eiffeltårnet er en anden ting, men refleksionen fra tårnets lys i et vindue overfor forsikre ham om at han er i Paris.

Her har han to fantastiske somre med arbejde på baren og studier ved siden af. Jeg har fornøjelsen af at møde den yderst sympatiske englænder begge somre, hvor vi sammen med andre udlændinge har en fantastisk tid! Det er én af disse oplevelser man tænker tilbage på når man bliver ældre og siger ”Det var dengang jeg var ung”. James møder senere sin kommende kæreste Lenka i Paris, og de bor nu sammen lidt udenfor Prag centrum. Han mistede desværre sit job for en måneds tid siden, men fokusere nu på at forbedre sit tjekkiske, mens han arbejder på sin egen musik – noget han dog erkender han ikke kan leve af. Savnet til sin halvt italienske familie hjemme i England er dog stort, og han ved endnu ikke hvor han og kæresten vil bosætte sig i fremtiden.



Prag by night

Det er snart seks år siden jeg sidst så James i Paris, og har aftalt at mødes med ham til en hyggelig aften med god mad, øl og nostalgi for alle pengene – og man får meget for pengene i Prag! Efter et par lokale appetitvækkende øl på et lille hyggeligt sted får vi endelig bord på én af hans favorit-steder; Klub Cestovatelu. Den krydrede duft rammer med det samme vi træder ind i den libanesisk-inspirerede restaurant, og jeg bliver ikke skuffet. Maden er i top og prisen i bund. Vi snakker gamle minder fra ”de vilde dage i Paris”, om livet i Prag og om drømme for fremtiden. Efter en god middag og en god snak viser James mig et andet lille hyggeligt sted, og insistere på at jeg inden vi skilles prøver en tjekkisk dram, som minder utroligt meget om vores snaps. En rigtig hyggelig aften er forbi, og jeg siger farvel til James uvidende om hvornår og hvor vi ses igen.

 Se mange flere billeder fra Prag på: www.faceboook.com/travelooney

München - Prag: "En omgang på autobahn'en"

West End Hotel, München

Private omstændigheder og ændringer i rejseplanerne har bragt mig fra Berlin til Ljubljana og derefter til München, som i denne omgang desværre kun får lov at fungere som mellemstation, inden turen videre til Prag. Regnen er faldet konstant under de massive grå skyer, så de få timer i den sydtyske metropol har kun tilladt mig at udforske den centrale bydel sporadisk. Indtrykket efterlader dog ønsker om et større comeback ved lejlighed. Da jeg om aftenen igen vover mig ud fra mit værelse på West End Hotel, et kvarters gang fra hovedbanegården, falder der sne, og jeg beder til bedre vejr i den tjekkiske hovedstad dagen efter.

Skyernes grå nuance er dog også en anelse lysere da jeg om morgenen stiger om bord på Deutsche Bahn's bus mod Prag. Af endnu ukendte årsager er der indsat busser på denne strækning, men Interrail-billetten kan stadig benyttes – dog med krav om en tillægsbillet. En lille gruppe unge gutter som helt sikkert har gjort deres for at holde gang i de lokale bryggerier aftenenen før, er blandt mine medpassagerere og opsatte på at turen ikke skal blive kedelig. Da bussen glider under første tunnel på vej mod motorvejen, lyder der slagsange på tysk som ”Tunnel, Tunnel..” fra de bagerste sæder, som sandsynligvis stammer fra diverse fodboldture.

Da trætheden nogle timer senere truer med at overmande de raske gutter, får den ene forhandlet sig frem til at overtage personalets mikrofon, og efter en tale om gud ved hvad, giver de en omgang øl til hele bussen. Der bliver skålet igennem og efter godt fire en halv times kørsel mod øst triller vi ind på pladsen foran den slidte hovedbanegård i Prag, med sol fra en skyfri himmel.

Berlin tip: Freitag - "Genial genbrug"

Nogle gange er noget så simpelt at det er genialt. Kombinationen af genbrug og design er i de seneste år vundet mere og mere frem og begrebet up-cycling er dukket op. Det vil sige ikke bare genbrug, men at tage en brugt ting og lave den om til noget helt andet og brugbart. Det kan være at tage en affaldscontainer og lave den om til en designer-sofa på hjul. Det er kreativitet og kunst på højeste plan i mine øjne.

Nogle af de tidlige pionere indenfor denne ”kunstart” er de Schweiziske brødre, Markus og Daniel Freitag, som tilbage i 1993 designede deres første udgaver af Freitag-taskerne. De fandt på at tage farverig brugt presenning fra lastbiler der har kørt Europa rundt og sy det om til skulder tasker. Taskerne fik kantbånd lavet af cykelslanger og stropper fra gamle sikkerhedsseler. Dermed fik de nogle slidstærke og vandtætte tasker i unikt design. Hver taske har sit eget mønster og egen historie – og ikke to er helt ens. Kollektionen udviklede sig hurtigt til også at indeholde alt fra toilettasker, punge, computer covers og meget mere, og man kan nemt finde en taske til omkring 2000 kr.

Produktionen ligger stadig i centrum af Zürich hvor 130 mand arbejder på at levere tasker til de otte butikker i Berlin, Hamborg, Köln, Wien, Davos, New York, Tokyo samt selvfølgelig Zürich. Butikken i Berlin er klart et besøg værd, og man finder den på den finurlige adresse Max-Beer-Strasse 3 – lige rundt om hjørnet fra Alexander Platz. Se mere på www.freitag.ch

Foto: Florian Braun - www.freitag.ch