mandag den 12. marts 2012

Gladitatorkamp i den spartanske arena

Jeg når lige at få kæmpet mig igennem de tilstrømmende tilskuere og ind i Tipsport Arena da der lyder et brøl fra lægterne, og det lokale hold Sparta Prag tordner på banen omgivet af flammer. Det er slutspilstid, og publikum er opsat på hjemmesejr i den gamle arena. En arena fra 1962, hvor faciliteterne omkring banen minder mere om en blanding af en gammel skole og en slidt banegård. Der er fliser på gulvene, malede betonvægge og gamle glasdøre. Formentlig en kæmpe kontrast til naboerne fra Slavia Prag's topmoderne O2 Arena til 347 millioner euro. Tipsport Arena er dog stor og kan rumme næsten 14.000 tilskuere til hockey. I dag er der godt 10.500, og jeg kan høre størstedelen synge med på den tjekkiske nationalsang, mens jeg finder vej mod min plads på andenøverste etage – en slidt metalbænk hvor udsynet er hindret en smule af en bærende stolpe. Slutspillet er noget helt specielt, og man kan mærke den opildnede stemning blandt de entusiastiske fans – de fleste fra Prag, men også den del medrejsende, blå- og hvidklædte fra modstanderen, HC Kometa Brno. Et hold fra det sydlige Tjekkiet. Sparta Prags historie rækker helt tilbage til 1909, og som et af hovedstadens to hold har de stolte traditioner og misser næsten aldrig slutspillet. I år er det tilmed blevet til en grundspilssejr, så favoritværdigheden ligger tungt på de bordeauxrøde skuldre i denne kamp.

Det er 1. kvartfinale i en serie af 7. Selvom hockeyniveauet er noget højere her i én af Europas stærkeste ligaer, har jeg alligevel givet noget mindre for en slutspilsbillet end hjemme i Odense. Man får som sagt meget for pengene i Prag.

Hjemmeholdet kommer trods stor opbakning fra både publikum og den livlige mascot, en spartansk kriger, sløvt fra start, men ser ud til at leve op til forventninger med nogle hurtige mål i 2. periode. Gæsterne får sig dog kæmpet tilbage og da det hele ser ud til en nervepirrende gang overtidshockey, fuldfører de sensationen og scorer sejrsmålet med bare ét minut tilbage. Sparta-fansene vender øjnene mod hallens tag, mens flere af Kometa's fans har smidt trøjerne i den ene ende af hallen. Trods intenst pres fra Sparta i det sidste minut, kan de til sidst tænde deres romerlys i ekstase.

Det er ikke mange der efterfølgende søger ind i hallens indbyggede fan bar. De fleste har travlt med at finde hen til den nærmeste sporvogn – væk fra ydmygelsen.